NETVÆRK

Det er ikke godt for mennesket at være alene – og det samme gælder også for menigheder. Københavnerkirken er en selvstændig menighed med egen ledelse, som er valgt af menighedens medlemmer, men vi er forbundet med følgende tre netværk:
 

NMM - NETVÆRK FOR MISSIONALE MENIGHEDER
 

Siden Københavnerkirkens begyndelse i 2001 har vi ønsket at blive inspireret og inspirere andre til det at være menighed og være i mission. Dette er sket på forskellige måder gennem samtaler, møder og undervisning etc. I foråret 2008 tog vi et yderligere tiltag ved at danne NMM.

NMM består af 14 menigheder fra hele landet, der årligt mødes til to regionale samlinger og en fælles samling, hvor der er input, coaching, opmuntring og støtte. Vi ønsker at se flere og flere både store og små menigheder og fællesskaber, der i praksis har evangeliet og Jesus i centrum for alt, hvad der foregår og derfor lever i aktiv mission.

EVANGELISK LUTHERSK NETVÆRK

Københavnerkirken er også en del af Evangelisk Luthersk Netværk i Danmark. Netværket blev dannet i juni 2006 på baggrund af den kirkelige situation og  med et stort ønske om at være en røst i Danmark. ELN er et netværk, der skaber rammerne for, at evangelisk-lutherske kristne i Danmark kan mødes og samarbejde på forskellig vis. Formålet er altså at samle, inspirere og udruste til at være kirke på bibelsk grund.

For Københavnerkirken betyder medlemskabet i praksis, at vi modtager tilsyn fra Børge Haahr Andersen, der er rektor på Dansk Bibel-Institut og én af ELNs tilsynsmænd. Medlemsskabet betyder også, at vi som kirke bliver en del af et større fællesskab af bibeltro menigheder i Danmark, og at vi ved forskellige arrangementer og events kan mødes til fælles inspiration.
 

ACTS 29 – ET INTERNATIONALT NETVÆRK

Acts29 er en global familie af kirkeplantende kirker, hvor visionen er at opmuntre, støtte og udruste kirker til at plante nye kirker. Acts29 er karakteriseret ved, at det er mission og bibeltro teologi, der er i højsædet. Netværket er startet i USA, men består i dag af menigheder fra hele verden.

Claus Grønbæk er en del af det europæiske lederskab, og det er særligt her, Københavnerkirken henter sin inspiration, når det kommer til kirkeplantning.

Acts29 afholder flere både større og mindre konferencer, og hvert år er der en gruppe af medlemmer fra Københavnerkirken af sted for at blive inspireret og udrustet til et liv i aktiv mission og til kirkeplantning.